Spring navigation over og gå direkte til indhold

Igen, intet om os uden os

Handicaptalsmandens tale til demonstrationen i Sisimiut d. 17.01.2026.

Billede af demonstranter i Sisimiut med adskillige grønlandske flag. I midten er der et protest protestskilt med ordene "USA ASU" på dansk: USA hold op.

Igen, intet om os uden os

I lyset af de seneste ugers udtalelser fra USA’s præsident om en potentiel overtagelse af Kalaallit Nunaat ønsker vi i Tilioq at fastslå én ting Kalaallit Nunaat er ikke en handelsvare.

For personer med handicap i Kalaallit Nunaat handler denne debat ikke kun om geopolitik, men om grundlæggende menneskerettigheder, tryghed og retten til at forme sit eget liv i et frit samfund.

Retten til selvbestemmelse er universel

Ifølge FN’s handicapkonvention, som Kalaallit Nunaat har tiltrådt, er respekt for den iboende værdighed og individuelle autonomi, herunder friheden til at træffe egne valg, en grundpille. Enhver tale om at overtage eller købe et land og dets folk uden samtykke er et direkte angreb på denne autonomi.

For personer med handicap er selvbestemmelse ikke en luksus; det er en forudsætning for et værdigt liv. Som Tilioq ofte fremhæver, kæmper personer med handicap stadig for fuld inklusion og tilgængelighed i vores eget samfund. En usikker politisk fremtid samt utilgængelige informationsveje skaber unødig frygt hos en gruppe borgere, der i forvejen er afhængige af stabile sociale rammer og rettighedsbaseret støtte.

Beskyttelse mod diskriminering og usikkerhed

Menneskerettighederne sikrer, at alle borgere skal beskyttes mod vilkårlig indblanding i deres liv. Artikel 19 i handicapkonventionen understreger retten til at leve selvstændigt og være inkluderet i samfundet.

Vi kan ikke acceptere en retorik, hvor vores land og vores medborgere behandles som brikker i et stormagtsspil. For en person med handicap betyder stabilitet adgang til hjælpemidler, information, og fysisk tilgængelighed. Disse rettigheder er vundet gennem årtiers kamp og de må aldrig gøres til genstand for internationale handler, eller blive tilsidesat af vores egen regering.

Vi vil derfor fra Tilioq stærkt anbefale at man gør alt kommunikation om vores situation tilgængeligt for alle borgere i Kalaallit Nunaat. Dette indebærer at man har tegnsprogstolkning ved alle Naalakkersuisuts pressemøder.

Tilioq dokumenterer løbende de barrierer, personer med handicap møder i Kalaallit Nunaat. Vi opfordrer det internationale samfund til at respektere Kalaallit Nunaats egne demokratiske institutioner, som arbejder for at nedbryde disse barrierer. En eventuel tvungen politisk forandring vil ikke blot krænke vores kollektive ret til selvbestemmelse, men risikerer også at rulle de fremskridt tilbage, der er sket for de mest sårbare grupper.

Respekt

Alle beslutninger der påvirker Kalaallit Nunaats fremtid skal respektere de rettigheder der er fastsat for personer med handicap. Hertil skal man respektere Kalaallit Nunaats status som et land med ret til selvbestemmelse jævnfør Selvstyreloven samt de rettigheder fastsat i FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder.

Fra Tilioq understreger vi inddragelse af personer med handicap i alle spørgsmål der vedrører vores fremtid og sikkerhed. Kalaallit Nunaat er vores hjem, og alle borgere har lige ret til tryghed og information. Som har vi sagt igen og igen: Intet om os uden os.

Andre nyheder